Præsentation af året HCA-eventyrstole
På H.C. Andersen udstillingen i Gallerie Rasmus præsenteres de første H.C. Andersen eventyr-stole.
Stoleprojektet er blevet til i et samarbejde imellem Søren Westergaard fra TKT-arkitekterne og Gallerie Rasmus i forlængelse af en udsmykningsopgave på Odense Universitetshospital. Arne Jacobsens 7′er stol er dekoreret med fem forskellige H.C. Andersen-motiver, udført af den spanske kunstner Narcís Gironell, der har arbejdet meget med H.C. Andersen i sin kunst. Motiverne er trykt på et slidstærkt plastfolie, der klæbes på stolene – samme teknik, som man bruger til taxareklamer. Resultatet er en smuk og anderledes stol.
H.C. Andersen-stolene er fremstillet i et begrænset oplag og hver stol er nummereret og signeret af kunstneren. Planen er, at Gallerie Rasmus hvert år præsenterer en ny H.C. Andersen stolekunstner. Stol trygt på det!